Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/193

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


1885 forlod jeg Augpilagtut. Jeg er ikke rigtig sikker paa, om der ikke ogsaa ude ved selve Pamiagdluk er ganske enkelte familier, som endnu helder til bjørneovertroen; men det er ialfald ikke alle — Isaks nu slet ikke; og hvad andre steder angaar, som f. eks. heroppe ved kolonien, saa har man knapt engang hørt tale om de her omtalte skikke.

Jeg var uvidende om dagen, da de skulde koge deres bjørnehode, og blev derfor overrasket ved den pludselige anmodning om at komme og spise med; jeg skar uden videre snuden af; men nu fik jeg rigtignok høre, idet de ligesaa fort rev mig den ud af haanden. Men herover blev jeg nu unegtelig noget fornærmet og sagde dem lige ud, at jeg ikke trodde paa det gran af alt dette her, selv om de vilde anse mig for noksaa dum; men de forsikrede alvorlig, at jeg da heller aldrig vilde komme til at fange nogen bjørn, hvortil jeg igjen svarede, at dette rimeligvis vilde slaa rigtig til, da jeg nemlig var saa nærsynt, at bjørnen vilde kunne slikke mig, førend jeg nogensinde vilde faa øie paa den. Af andre skikke er der endnu følgende: Ser de spor af bjørne i sneen, saa spiser de lidt af samme for at sikre sig fangsten i det tilfælde, at bjørnen skulde vende samme vei tilbage. Smaagutter faar nyrer af fangne bjørne at spise for at gjøres sterke og modige til bjørnejagt. Ligeledes er de i de omtalte fem dage forsigtige med hensyn til ikke at frembringe klirrende lyd paa grund af, at bjørnen ikke skal like klingklang.

Mathæus sagde, at den bjørn, jeg her hadde set ham fælde, var hans ellevte, og at han aldeles ikke hadde været bange for denne, fordi han her hadde hat sin rifle til tjeneste; men tidligere engang, da han ligeledes hadde set en komme krabbende opover fjæren, hadde han løbt lige ind paa den med bare lændseren. Men hvor længe det var siden, det huskede han ikke længer, sagde han.