os da istand til at reise, begyndte at ordne det kjød m.m, som vi skulde ha med os, og var næsten færdige, pludselig hører vi da ude paa fjorden et skud, ligesom solen var begyndt at staa op, vi var endnu ikke rigtig sikker paa, om vi hadde hørt rigtig eller ei, kort efter hørte vi atter et skud og flere skud, jeg besvarede da skuddene, og gik da op til teltet og saa da lidt nede i fjorden baaden med en hel del mennesker i.
Det var meget glædeligt for os, da vi saa baadene, som vi var blit ængstelige for ikke skulde komme.
Der var en baad og en konebaad, da vi blev samlede, var det meget fornøieligt, da vi jo nu vidste, at vi alle vilde komme til Godthaab. Lappen Balto lagede kaffe, da den kogte, drak jeg den og vilde saa gaa bort, men Peter raabte da paa mig, jeg vendte da om igjen, og det viste sig saa, at de vilde ha, jeg skulde spise sammen med dem; vi spiste os da rigelig mætte og drak vor kaffe til.
Da de lagede til til afreisen, og besætningerne paa baadene bragte deres gods m.m. ned til fartøierne, gik vi igjen ned til vore kajaker; efter at ha lastet dem, saa jeg efter baadene og opdagede da, at de allerede var ifærd med at sætte over fjorden; vi rodde da hen til dem og naadde da den modsatte side af fjorden (solsiden); der drak besætningen atter kaffe og spiste, og vi reiste da igjen videre, omendskjønt de ikke hadde sovet noget sidste nat, vilde dog roerne helst fortsætte reisen. Først da vi kom til Nûa (ɔ: næsset), bestemte konebaadsbesætningen at slaa telt og bli der om natten, navnlig fordi konebaadens skind var altfor vaade, det var altfor længe den hadde været i vandet uden at bli tørret, saa vi mente, det var farligt ikke at la den tørre lidt, og ogsaa for at faa nogle huller syd, som var komne i konebaaden; jeg forblev ogsaa natten over der for at hjælpe med til at trække konebaaden op og sætte den i vandet næste morgen.
Midt om natten gik jeg ud af teltet, da jeg saa, det var stille veir, syntes jeg, det var heldigst at reise, mens det var stille, hvorfor jeg vækkede dem og sagde, at det var bedst at reise nu; mens kaffen blev laget, ladede vi baaden og reiste videre.
Noget efter nærmede vi os Nunangiak, det begyndte da at blæse lidt op; da de lidt længere op ad dagen var komne til Tuapagssuak, gik jeg iforveien for at se, hvor træbaaden var blit af, da jeg ikke vidste, hvor de var, om de enten hadde fortsat reisen eller hadde slaat telt for natten. Jeg var nemlig begyndt at længes efter mit hjem, det var jo ogsaa længe, jeg var borte derfra, om sommeren blir jeg jo undertiden noksaa længe borte fra mit hjem, naar jeg er ude paa erhverv, men saa har jeg altid en kamerat fra min egen boplads med mig, som jeg kan følges med. Da det begyndte at bli rigtig lyst, og jeg kom hen til Tuapârssûnguit, saa jeg baaden og teltet der, de var lige staat op; da jeg lagde til ved strandbredden, gik Peter ned til mig og trak mig op paa land. Han fortalte mig, at de lagede the, det var jo ogsaa meget koldt, det
