Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/139

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
132
ESKIMOLIV.

længere Ægte-Folk leve tilsammen, jo kiærligere forenes de, og omsider i Alderdommen omgaaes de hverandre, som uskyldige Børn.» De er i det hele yderst hensynsfulde indbyrdes og kan ogsaa ses at kjærtegnes. De skal ikke kysses paa vor vis, men ved at trykke næserne mod hinanden eller snuse til hinanden; denne proses er jeg desværre ude af stand til at beskrive, da jeg mangler den fornødne praksis.

Paa østkysten synes forholdet mellem mand og kone ogsaa at være meget godt, dog kan der, efter hvad kapt. Holm oplyser, forefalde blodige optrin.

Da Sanimuinak en dag kom hjem til sin hustru Puitek med en ung kone (den tidligere nævnte Utukuluk med 9 mænd), blev Puitek sint og skjændte paa sin mand. Han blev rasende herover, greb hende i haartoppen og dunkede hende med knyttet næve paa ryggen og i ansigtet. Til sidst greb han en kniv og stak hende i knæet, saa at blodet sprøitede ud.[1] Efter Holm hændte det ogsaa engang, at en mand fik grundig prygl af sin kone. — Denne slags tilfælde hører til undtagelserne hos dette fredsommelige folk.

Nogen dyb kjærlighed til hverandre har vel egtefolkene kun undtagelsesvis, ligesom dybe følelser neppe i det hele er almindelige deroppe. Dør den ene, trøster den anden sig som regel noksaa snart. «Mister en Mand sin Kone,» siger Dalager, «condoleres han vel ikke af ret mange af sit Kiøn. Qvindfolkene derimod postere dem vel bag paa Brixen hos ham, og begræde den Døde, hvortil han hikker og tørrer Næsen.» Nogle dage efter begynder han dog at pynte sig op ligesom i sine

  1. Holm: Med. om Grønl. bd. 10, side 102.