Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
5
GRØNLAND OG ESKIMOEN.


At de i forholdsvis kort tid har kunnet sprede sig over disse uden dog at ha optraadt i store skarer som ved større folkevandringer, er let forklarligt, naar man betænker, at deres nuværende ugjestmilde hjem neppe har været bebod, ialfald ikke til stadighed, førend de tog dem i besiddelse, og hvor saaledes intet andet end naturen selv har stillet sig hindrende iveien for deres udbredelse.

Det strøg, eskimoen nu bebor, strækker sig fra Beringsstrædets vestkyst over Alaska, Nordamerikas nordkyst, de nordamerikanske arktiske øgrupper, Grønlands vestkyst og lige til dettes østkyst.

Ved sin i alle henseender afsondrede stilling har eskimoen voldt antropologerne meget hodebrud, og de mest modstridende meninger har gjort sig gjældende angaaende hans herkomst.

Dr. H. Rink, som har gjort studiet af Grønland og dets folk til sin livsopgave, og som uden sammenligning er den største autoritet paa det felt, mener, at de eskimoiske redskaber og vaaben, ialfald for en væsentlig del, stammer fra Amerika, og han anser det for sandsynligt, at eskimoerne engang var en stamme, som bodde i det indre Alaska, hvor der endnu bor et ikke ringe antal indlandseskimoer, og at de herfra har udvandret til Ishavets kyster. Han har endvidere fremholdt, at deres sprog nærmest er beslegtet med de amerikanske ursprog, samt at deres sagn ligesom deres skikke minder om indianerne.

Noget, hvori dog eskimoerne bl. a. adskiller sig fra disse, er brugen af hundeslæder. Naar undtages inkaperuanerne, som anvendte lamaet til lastdyr, kjendte den amerikanske urbefolkning aldeles ikke anvendelsen af dyr hverken til at trække eller bære. Heri nærmer eskimoen sig altsaa mer til de asiatiske polarfolk.