Hun vak angst i, som hun tænkte sig at det maatte være gamle Rambøll.
Forsigtig trak hun Døren til efter sig og vilde gaa videre, men stanset pludselig ved at der taltes derinde.
„Ak Sofie,“ lød den gamles Stemme klagende, „hvorfor blev du borte for mig? Er det ilive, ellerBarnet, du skulde føde. Skal jeg da aldrig faa Lys i denne Gaade, som har formørket hele mit Liv?“
Forundret lyttet hun til. Paa Stemmen hørtes det ikke ud, som denne Gamle skulde være nogen slem Mand. Det maatte være en eller anden dyster Hemmelighed, han nu talte om, og som tynget paa hans Sind, maaske gamle Synder.
Atter gik han videre, og snart kom hun til en ny Vindeltrappe.
Forsigtig steg hun videre nedover den uden at tænde nogen ny Fyrstik, da de snart alle var opbrugte.
Denne Trappe var lige lang som den første. Tilsidst kom hun til en Dør som hun lukket op, traadte ind i en anden Kjælder, hvor Dagens Lys slog hende imøde og følte strax en uendelig Lettelse.
Her var oplagret Poteter og Grønsager. Hun steg op af Trappen, hvor Døren stod halvaaben og saa nu udover Gaardspladsen paa Lindevold.
Ilsomt fór hun over Gaardspladsen og ned gjennem Lindealléen og naadde ud paa Veien.
