„Det siger jeg ikke,“ svarede Widding, som ikke vilde blande Kathinka Lyhrs Navn op i Sagen.
„Det skulde vel ikke være gamle Godseier Rambøll, som har sat dig til dette?“
„Naturligvis,“ lo Widding. „Nu ved du, hvad du har at holde dig til. Har du kanske Skrupler?“
„Nei, ikke i mindste Maade, bare du betaler mig godt.“
„Se her — til en Begyndelse . . .“
Det fornøiede „Tak,“ der lød fra Kræfting tilkjendegav Maggi, at det var et net Forskud han havde faaet.
„Nu, udret dine Sager vel – vi mødes igjen inde i Byen.“
Maggi følte Nødvendigheden af at se at komme ud af dette Hus i en Hast. Opdaget de hendes Flugt og indhentet hende, vilde hun være fortabt — gaa den værste Skjæbne imøde.
Hun gik videre, og ikke længe efter stod hun overfor en anden Dør.
Hun stillet sig ind mod den og lyttet og betænkte sig paa at træde ind.
Alt var stilt derinde.
Forsigtigt aabnet hun Døren og tittet ind.
Hun saa ind i et komfortabelt udstyret Værelse.
Ind mod den ene Væg laa en gammel, hvidskjægget Mand med halvlukkede Øine.
