„Jo, her i Bladet staar en liden Skisse af Thomas Kinch, som heder „Hugormen.“ Den er saa morsomt skrevet.“
„Hugormen — Apropos Hugormen!“ raabte Doktoren. „Du Gilbert, jeg mødte netop den vakre Pigen du tog dig af da hun blev bidt af Hugormen og du førte til mig som Patient — Frøken West.“
Det gav et Sæt i Gilbert og han blev blussende rød.
„Du — mødte — hende?“ stødte han Ordene frem.
„Ja, nede i Veien her, jeg vexlet nogle Ord med hende. Forresten saa jeg hende i Onsdags paa Bygdø Sjøbad — hun vakte forresten almindelig Opmærksomhed paa Koncerten ved at hun graat, da en Sanger foredrog „Min Lyre.“ Aldrig har jeg seet en ung Pige mere henrivende i Taarer.“
Kathinka var bleven dødbleg, men Gilbert fôr op fra Stolen som rammet af et elektrisk Stød.
„Var det i Onsdag – naar Onsdag var det?“ raabte han febrilsk.
Doktoren saa forundret paa ham.
„Ja—a, Koncerten varede fra otte til halv tolv om Natten.“
„O du store . . !“ skreg Gilbert, men besindet sig og holdt inde. Han bemærket, at hans Kusine var saa optat af Avisen, at det Hele maatte have forbigaaet hende.
