Begge tømte sine Glas, saa sagde Gilbert med et smerteligt Drag over sit blege, noble Ansigt:
„Inat drømte jeg om hende, om Maggi, hun stod for mig saa smuk og sorgfuld og saa paa mig med et mildt bebreidende Blik, som skar mig i Hjertet, og strax mistet jeg min stygge Tro om hende og vilde tage hende i mine Arme, men da forsvandt hun som et Aandesyn.“
„Nu ja, du holder vel snart op at drømme om hende,“ mente den anden.
„Da jeg saa hende første Gang — det var ved Stibækken. . . Nei, jeg kan ikke beskrive det. Og saa tænke paa, at al denne unge Deilighed skal være faldt som Offer for brutale Mandfolklyster. Det er saa frygteligt!“
„Tænk ikke paa det, Gutten min.“
„Men tænk, om hun ligevel er uskyldig – tænk, om det var en Feiltagelse, Ingvald, en grusom Feiltagelse. Jeg vilde gjerne ofre alle mine Fremtidsudsigter for at det skulde være det. For saa ulykkelig som nu, har jeg aldrig været før.“
„Hør nu, Gilbert, du bør holde op at kjæle for disse dine Følelser for en Uværdig. Riv hende ud af dit Hjerte.“
„Jeg frygter for at jeg kom til at rive hele Hjertet ud med det samme.“
