„Godmorgen, hvordan har du det idag?“ sagde Widding og trykket hans Haand.
„Ikke videre godt!“ lød Svaret.
„Nei, du ser virkelig daarlig ud, Gilbert,“ sagde hans Kusine. „Nu maa du se til at faa dig lidt Frokost. Vi har alt spist, men Hr. Widding faar holde dig med Selskab.“
„Jeg har ingen Madlyst, men kanske lidt Kaffe og Kognac kunde.“
Uden at svare, gik Kathinka hen i Hjørneskabet og tog Kognacskaraffelen og stillet den paa Bordet. Saa skjænket hun Kaffe i for sin Fætter og Widding.
Tjeneren vidste sig og meldte Doktoren.
„Jeg skal føre ham op til Onkel,“ sagde Kathinka og tillagde halvt spøgende:
„Kanske jeg burde lade ham se til dig ogsaa, Gilbert.“
„Nei, svarede denne, som Læge trænger jeg ham ikke.“
Kathinka fjernet sig.
„Du Ingvald,“ sagde Gilbert. „Det er fælt at tænke paa, men igaar var jeg virkelig for første Gang i mit Liv beruset!“ Det sidste Ord syntes at koste ham megen Anstrengelse at faa frem.
„Nu, engang skal vel være den første,“ sagde Widding let og hævet sit Glas. „Skaal, Gilbert!“
„Skaal!“
