„Nu har vi hende sikkert forvaret. Det er vel ikke muligt at nogen kan høre hende skrige om Hjælp derfra?“
„Det er ikke Tale om. I Dødskjælderen maa hun gjerne skrige saameget hun vil.“
„Dødskjælderen — hvoraf har den faaet det Navn, Frøken Lyhr?“
„Det ved jeg ikke, men muligens staar Navnet i Forbindelse med Historien om det indmurede Lig. Men hvad agter De videre at foretage Dem med hende?“
„Inat maa hun i bedøvet Tilstand føres herfra ind til Byen, hvor der maa være beredt hende et passende Logis under en moderlig Venindes Tilsyn.“
„Hvad mener De med det, Widding?“
„Har De hørt Tale om hvide Slavinder, Frøken?“ spurgte han.
„Ja, men jeg troede at det kun var i Udlandet at saadant gik for sig.“
„Jeg indser ikke, hvorfor det ikke kunde arrangeres i Kristiania ogsaa,“ svarede Widding med et hæsligt Smil over de hvide Rovdyrtænder. „Jallefald som et Forspil til Maggis Forsendelse til Udlandet. Lad hende være saa ren, from og dydig hun kan være, saa vil hun ikke være istand til at klare sig overfor et Fruentimmer, du kan behandle hende som en Dukke.“
Samtalen afbrødes ved at Gilbert traadte ind. Han saa meget bleg og medtagen ud.
