med Maggi, men kunde ikke paa Grund af Afstanden høre hvad de sagde. Nu henvendte han sig til Maggi:
„De kjendte denne Herre?“
„Ja, jeg gjorde det.“
„De sagde ham da vel ikke, hvor De skulde hen?“ lød det i en ængstelig Tone.
„Langtifra. Jeg sagde bare, at jeg havde et Ærinde heropover.“
„Det var godt.“
De gik videre, indtil de kom til et Sted, hvor en tæt Bjærkeskog strakte sig ind mod Veien.
„Der maa vi stikke ind,“ sagde Johnsen, „den Skogen strækker sig lige til Haven paa Lindevold.“
De gik gjennem Løvskogen, og da de kom frem til Havegjærdet, sagde Johnsen.
„Nu gjælder det at smyge sig gjennem Haven frem til Bygningen, men vi tør ikke gaa ind af nogen Hoveddør, vi maa søge ind af en Bagdør og gjennem Kjælderetagen komme over til den Fløi, hvor Kandidaten har sine Værelser.“
Dette fandt Maggi høist rimeligt. De kom ind af en liden Bagport og listet sig frem gjennem den tættest træbevoxte Del af Haven og naaede Huset, dreiede saa om Hjørnet, steg op af en liden Trappe og ind af en Dør og kom ind i en lang, halvmørk Gang.
Efter at have fulgt denne en Stund, steg de nedad
