Hun gjengjældte hans Hilsen, idet hun stanset op.
Det var Doktor Lind, en kjæk, ung Mand med saadant elskværdigt Væsen.
„Nu, Frøken West, hvordan befinder De Dem efter Hugormbiddet?“ spurgte han.
„Tak, meget godt,“ svarede hun.
„De har ikke havt noget Mén af det?“
„Ikke det ringeste.“
„Glæder mig at høre.“
„Og nu har De tat Dem en Spadsertur ud i dette deilige Veir?“
„Jeg havde et Ærinde her opover.“
„Saa forener man det nyttige med det behagelige. Solskin og frisk Luft er noget vi alle trænger.“
Han saa ud som han havde saa inderlig god Lyst til at fortsætte Samtalen, men Maggi, som tænkte paa at Gilbert ventet hende, afbrød:
„Javist – godmorgen, Hr. Doktor.“
„Godmorgen — godmorgen!“
Han hilset og cyklet videre, idet han mumlet ved sig selv:
„For en nydelig Pige! Smuk som en Sommerdrøm og fin og sød. Hende vil jeg nok blive bekjendt med. Ja, jeg tror, jeg var istand til at lægge mit Liv for hendes Fødder.“
Johnsen var stanset op under Doktorens Samtale
