„Jeg er sendt hid af Kandidat Rambøll, som selv er hindret fra at komme, han har forvrikket Foden og maa holde Sengen nogle Dage. Jeg er, saa at sige, hans Fortrolige. Kandidaten bad mig sige, at han er glad over Deres Brev og han tror Dem.“
Ved disse Ord følte Maggi sig usigelig lykkelig.
„Kandidaten vil endelig tale med Dem selv, og derfor skal jeg føre Dem til Lindevold.“
„Til Lindevold?“ raabte Maggi, „men kjære gaar det an da?“
„Det gaar vanskelig an – det vil sige, at det maa foregaa med den største Forsigtighed. Jeg maa føre Dem did ad Bagveie — ingen maa se Dem gaa ind der, ellers kunde det let have ubehagelige Følger.“
„Det forstaar jeg saa godt.“
„Lad os da gaa — mit Navn er Johnsen.“
De fulgtes opover Skogstier.
Da de naadde frem til Lindevold, sagde Johnsen:
„Vi maa nedover Veien et Stykke. Nu gaar jeg lidt forud, saa man ikke ser os sammen. De følger lige efter mig.“
„Ja.“ svarede Maggi, hun fandt intet underligt i dette.
Lige efter de havde skilt sig fra hinanden, kom en Herre cyklende opover.
Da han var lige ved Maggi, gjorde han Holdt og hilste smilende.
