der stod alene som hun. Men Gudskelov at nu Larsen og Frue tog sig af hende.
Nu maa vi fortælle hvorfor Maggi West befandt sig oppe ved Stibækken denne Formiddag.
Om Aftenen havde hun skrevet et Brev til Gilbert, hvori hun forklarede ham om Komedien i Haven; for at faa Brevet snarlig frem havde hun gaaet hidop til Stibækken, og for gode Ord og Betaling faaet en gammel Kone, som boede her, til at gaa op til Lindevold med det. Men hun havde udtryktelig sagt hende at hun kun maatte levere Brevet til Kandidat Rambøll selv. Nu ventet hun, at Gilbert skulde komme selv.
Vel en halv Time forløb, uden at den, hun ventet, viste sig.
Nu troede hun at Konen ikke havde truffet Gilbert hjemme. Hun vilde just gaa hen og forhøre sig hos hende, da hun hørte Skridt inde fra Skogstien.
Blussende fôr hun op.
Det var just Stien, som førte til Lindevold.
Nu dukket en Skikkelse mellem Træerne. Men ak, det var ikke Gilbert – det var en ung, netklædt Herre med rødt Haar og et Ansigt, der saa meget troskyldigt ud.
Han bemærket hende, nærmet sig og hilste overmaade høflig.
„De er Frøken Maggi West?“
„Ja, min Herre!“
