„Han fryser ikke,“ svarede denne. „Papa er oppe hos Jesus, hvor der ikke findes Vinter og Kulde, ingen Sorg og Taarer, men evig Solskin og Lykke, ja, en Herlighed, som vi arme Mennesker ikke kan gjøre os noget Begreb om. Derfor skal lille Maggi og jeg stelle os, saa vi engang kan mødes igjen med Papa.“
Hun var elve Aar, da hun stod ved Moderens Dødsseng. Dennes sidste Ord til hende var:
„Jeg er ikke ræd for min lille Pige; thi jeg ved, at han vil tage hende i Haand og lede hende. O slip ham aldrig, Maggi, lad dig ikke daare af Verden! Om der kommer Sorg og haarde Dage, om man bagtaler og æreskjænder dig, saa giv dig ikke over men bed din Frelser hjælpe dig og han vil bære dig paa Ørnevinger gjennem Trængselen.“
Det var som disse Moderens Ord gjenlød gribende for hendes Øren nu, hun stod og lyttet til Bækkens Rislen.
Og hun tænkte sig at det vist ikke var for intet at Moderen i sin sidste Stund havde sagt hende dette. Man siger, at det stundom er en Døende givet at kaste et Blik ind i Fremtiden. Nu fristedes hun næsten til at tro at Moderen havde seet noget for hende.
Ja, hvad havde hun ikke oplevet med Lorents igaar og faaet vide af Skamløshed og Elendighed? Nok til at lade hende forstaa, at det var en frygtelig farlig Verden, hun levede i – særlig for en ung Pige,
