„Nei, hvor rart, hvor deiligt!“ raabte Konen i sælsom Bevægelse.
„Aftenen efter vi blev forlovede, kom jeg hjem og takket Gud for Gilbert, det hørte Lorents fra Haven, og han lo saa stygt og ondt, at jeg rent blev ræd. Men Dagen efter gjorde han sig saa blid og elskværdig, som jeg aldrig har seet ham før og fortalte mig en Historie . . .“
Hun meddelte dem herom.
„Og idag viste han sig i sin sande Skikkelse,“ fortsatte Larsen. „Fy af mig for Styghed! Men Gud holder sin beskyttende Haand over sine Børn, det viste sig tilgavns nu.“
„Du maa tilgive mig at jeg tænkte saa stygt om dig, Barnet mit,“ sagde nu Fru Larsen. „Ak hvilken Ondskab der findes blandt Folk, hvilke stygge Snarer der lægges for en brav, uskyldig Pige! Men om du vil, Maggi mi, saa skal jeg gjerne imorgen den Dag gaa til Lundevold og fortælle Kandidat Rambøll, hvordan alt dette hænger sammen, og at du er ren som Guld.“
„Nei Tak,“ svarede Pigen bestemt. „Vor Forlovelse maa være absolut hemmelig, og jeg faar nok selv underrette ham om hvordan dette er gaaet til.“
„Rigtigt,“ svarede Larsen, „ingen Fremmed og Uvedkommende bør lægge sig op i saadant. Og som
