Hendes Ansigt fik saadant uendelig deiligt Udtryk, som hun vedblev:
„Jeg er forlovet med Gilbert Rambøll. Ak, jeg holder saadan af ham.“
Bevæget slog Konen Armene om hende.
„Og jeg, som kunde mistænke dig og tro stygt om dig. Gud velsigne dig, Barnet mit — Gud velsigne ham, du er glad i. Nu tror jeg nok, at han er en ædel ung Mand.“
„Han er saa kjæk og trofast, saa god. Og saa skal han tro saa frygtelig stygt om mig,“ tillagde den unge Pige grædefærdig.
„Men dette,“ faldt Larsen ind, „dette kan aldrig hænge rigtig ihob.“ Han slog i Bordet og tillagde med Kraft:
„Hele denne Historien er stelt ihob for at gjøre ondt. Sandelig mig er det! Og nogen har paatat sig at narre unge Rambøll hid for at han skulde se paa det.“
Nu slog Maggi Hænderne sammen.
„Det er Lorents!“ skreg han op. „Ham er det, som har sat det Hele istand.“
„Vidste Lorents om Forlovelsen?“ spurgte Larsen.
„Ja,“ svarede Maggi, „han saa Gilbert og mig ved Stibækken i Søndags. Vi blev bekjendte ved det, at en Hugorm bed mig og Gilbert suget Giften ud af Saaret.“
