Jeg sagde det til Tante, og vi troede det havde været Indbrudstyve og undersøgt hele Huset. Intet var borte, men næste Morgen saa jeg, at nogen havde været inde i Haven og traakket over Blomsterbedet og der var Fodspor . . .“
„Der hører du, Karen, Maggi er uskyldig i dette,“ sagde Manden fornøiet.
„Jeg er ikke rigtig sikker endnu,“ mente denne. „Det synes nu utroligt at Folk søger ind i et fremmed Hus om Natten og holder saadant Spil uden at have nogen Fordel af det.“
„Vil De fortælle mig, hvad det var De saa, Fru Larsen," bad den unge Pige.
Konen fortalte nu udførligt om hvordan det Hele var gaaet til.
Men da hun nævnte om Rambølls Tilsynekomst der, blev den unge Pige dødbleg, og som hun fik høre om de Ord, han havde tordnet ind af Vinduet til Parret, gav hun i et forfærdet Skrig.
„O Gud, han troede det var mig!“ hvinte hun. „Hun troede ogsaa, at det var mig!“
Ægteparret stirret i stum Forbauselse paa hende.
„Men hør nu Maggi,“ sagde Larsen. „Hvordan er dit Bekjendtskab med Kandidat Rambøll?“
„Det skulde være en Hemmelighed, men nu skjønner jeg alligevel at det maa frem.“
