„Jeg ser det paa dig at du kjender ham — du kan ikke nægte for det.“
Larsen saa høist ængstelig paa den unge Pige.
„Jo, jeg kjender ham,“ fik Maggi med Møie frem. „Men De maa ikke tro noget slet om mig for det, Frue.“
„Jeg tror, det jeg ser,“ svarede denne.
„Hvem havde du Besøg af inat, Maggi?“ faldt nu Larsen ind.
Hun saa raskt og freidig op.
„Jeg Besøg? Jeg var selv med Tante og Lorents paa Bygdø Sjøbad og kom hjem ved Tolvtiden.“
„Nu, det maa jeg sige!“ raabte Fru Larsen heftigt. „Du vil virkelig paastaa at det var en anden Pige end dig, som opholdt sig paa dit Værelse igaar og slap et Mandfolk ind af Vinduet til sig.“
„Nei, nu maa jeg sige!“ skreg Maggi i en himmelfaldende Overraskelse. „Jeg var paa Bygdø – det kan jeg da skaffe Vidner paa — flere end Lorents og Tante saa mig derude. Var der nogen paa mit Værelse?“
„Ja, jeg saa det skindbarlig med mine egne Øine,“ paastod Fruen, som nu selv begyndte at tvile om det var Maggi hun havde seet der inat.
„Aa!“ raabte Pigen, som der pludselig begyndte at gaa et Lys op for hende. „Da jeg kom hjem, lugtet det Cigarrøg og Punsch paa mit Værelse.
