til fuld Samling og forstod den skjændige Snare, Skurken havde lagt for hende.
„Aa, Larsen, hvad skal jeg gjøre, hvad skal jeg gribe til?“ stønnet hun i hjælpeløs Angst. „Dette . .“
„Nu kan du ikke blive i dette Hus længere, Maggi,“ sagde han alvorlig og bestemt, „du maa følge mig hjem til min Hustru og slaa dig ned der saalænge.“
Hun fulgte ham viljeløst ud.
Da de traadte ind i hans Hus, modtog Fru Larsen hende paa en usædvanlig kjølig Maade, som berørte den unge Pige helt uhyggeligt.
Larsen meddelte sin Hustru om det Optrin, der nys havde fundet Sted, denne tog det saa paafaldende rolig, hvilket Maggi undret sig over, hun begyndte at frygte for, at hun var kommen til at fornærme denne sin gamle Veninde paa en eller anden Maade, hvilken Tanke smertet hende.
Der fulgte en dyb Pause, som Fru Larsen pludselig brød ved at spørge:
„Sig mig, Maggi, kjender du unge Kandidat Rambøll paa Lindevold?“
Maggi blev rød og forvirret, men svarede ikke et Ord.
Konen maalte hende med et knusende haardt Blik og fortsatte:
