er jo Fristelsen til et letsindigt Liv stor. Ak, Anders, Maggi er nok uden vi aner det, gledet ud paa Fordærvelsens farlige Vei. En hører jo saa meget galt og sørgeligt nu for Tiden, som vi ikke før havde noget Sidestykke til.“
„Alligevel, Karen, kan jeg ikke tro dette om Maggi West, men jeg vil se til at faa Rede i Sagen.“
Denne Aften havde Larsen gaaet over til Wests for at faa tale med Maggi, hvem han nu forlængst maatte tro var kommen hjem.
Han traadte ind af Porten, og som han kom til at se ind af Kjøkkenvinduet, bemærket han Lorents West, der just holdt paa at tømme noget af en liden blaa Flaske ned i Thekanden, der stod paa Kjøkkenbænken, mens der spillet et underligt, næsten dæmonisk Smil om hans tykke Læber.
Dette Syn vakte strax en uhyggelig Mistanke hos Larsen, om at Lorents maatte have noget skjændigt isinde. Han kjendte jo denne som et slet Menneske.
For ikke at blive seet, trak nu Larsen sig hastig tilbage, bestemt paa at opsætte sin Visit til lidt senere.
Neppe var han kommen ind i Stuen sin, før han saa Maggi komme opover Gaden. Ved Synet af hendes smukke, triste Ansigt, sagde han sig selv, at hans Hustru alligevel maatte have taget Feil.
Men nu kom atter Tanken paa Lorents over ham, og han grebes af en pludselig Angst. Han kjendte til
