Døden nogen Fare, nogen Ulykke for et skjæmt Liv? Nei, det er den høieste Lykke, som tænkes kan. Jeg er glad for du kommer, Maggi, du og din Mand, nu Livslampen min blusser op for sidste Gang.“
„Er det saadan!“ sukket Maggi sørgmodig.
„I Udlandet, ser du, var jeg ræd for at dø,“ vedblev Gerda. „Der ligger Rædsel i Tanken paa Døden, naar ens Liv er fyldt af Synd, Bitterhed og forstenet Smerte, saa Vorherres Aasyn synes skjult for en. Men efter jeg levet mig ind i denne Naturens velsignede Fred og fik Ro i min Sjæl, fandt jeg min Barnetro igjen. Du, Agnete, skal fortælle om hvad vi talte om inat,“ tilføiet hun med træt Stemme.
„Det var om den Mission jeg skal tage op,“ sagde Frøken Hagemann. „Min Sorg var saa stor at jeg ønsket mig Døden, men nu synes jeg at jeg har faaet noget Stort at leve for. Tænk paa alle de unge Piger som kommer ud fra Hjemmene friske, rene og blomstrende, og ledsagede af Forældrenes kjærligste Ønsker skal tage Livskampen op. Saa lokker Udlandet dem med gyldne Løfter fra falske Slangetunger til Skjændsel og Undergang. Ny synes mig det ædleste Formaal jeg kan vie mit Liv til, er at virke til Værn for vort Lands unge Døtre. At samle kjække, ædle Kvinder hele Landet over til et mægtigt Forbund til Værn og Beskyttelse om Norges unge Piger, at holde
