Som de naaede frem mod Stenmuren, maatte de strax erindre Hugormen fra ifjor.
Oppe paa Høiden over Stibækken kneiste en hvidmalt Villa med høie Vinduer mod Solsiden. Gilbert havde ladet den bygge til to Kvinder, som var hans Hustru kjære – Gerda Sundstrøm og Agnete Hagemann. Begge var de komne syge hjem fra Amsterdam – Agnete lidende af en stærk Grad af Nervøsitet, Gerda med en Brystsygdom. Skogen, Luft og Solskin skulde virke gavnlig for dem begge. Agnete var i god Bedring medens Gerda havde faaet galloperende Tæring og skulde dø.
Ude i Svalen modtog Agnete Gilbert og Frue og førte dem ind i det store lyse Værelse, hvor Gerda laa i Sengen med de hvide Lagener.
Men begge blev de overraskede ved at se hende nu, der var saadan Glans i hendes Øine, saadan Rødme i Kinderne.
Maggi tog hendes Haand i sin og sagde:
„Kjære Gerda, du ser rent kjæk ud. Jeg tror alligevel at du staar det over.“
„Ja, jeg føler mig saa vidunderlig let idag,“ svarede Gerda, „jeg synes jeg kan staa op.“
„Det bør De ikke gjøre,“ sagde Gilbert, „men jeg tror ikke, der er nogen øieblikkelig Fare.“
„Nei, Hr. Rambøll,“ svarede Gerda med et sælsomt Smil, „hvad Fare skulde det være: Er da
