Min Sorg over dig var vel ikke mindre, og mangengang ønsket jeg mig kun at søge Glemsel i Døden.“
„Men du behøver ikke at være ræd for at jeg i Fremtiden skal forfalde til Drukkenskab.“
„Nei, kjæreste Gilbert da.“
Der fulgte en lang, lang Pause.
Gilbert saa, at Maggi stirret saa underlig drømmende fremfor sig.
„Hvad tænker du paa?“ spurgte han.
„Paa en Drøm, som jeg engang havde,“ svarede hun.
„Fortæl mig den!“
„Jeg syntes, jeg kom opover en Skogbakke og saa en ung Mand sidde ind mod et Stengjærde en Mand, hvem jeg aldrig havde seet før, men jeg mærket mig hans Ansigt og Træk saa tydelig.“
„Og næste Dag, jeg var i Skogen, fik jeg opleve min Drøm. Ind mod Stengjærdet sad den unge Mand lyslevende, og det var dig Gilbert.“
„Ah, nu erindrer jeg det!“ smilte han. „Det var da Hugormen bed dig. Ja, visselig var det forudbestemt, Maggi.“
„Og hvem kunde da ane?“
„Ane — hvad?“
„At du var min Fætter og jeg din Kusine,“ smilte hun.
