Samme Dags Aften derefter mødte hun om Aftenen frem paa Skogbakken ved Kongshavn.
Da hun ikke traf Gilbert paa Mødestedet, satte hun sig taalmodig ned og ventet.
En hel Time forløb, uden at han kom, da begyndte hun at blive mismodig.
Det stod klart for hende at noget maatte være indtruffet, som havde forhindret ham i at komme.
Endnu ventet hun en halv Time, drivende rastløs frem og tilbage. Men det mørknet til og syntes at trække op et Uveir. Saa opgav hun det Hele.
Han maatte være bleven forhindret. Ak, bare han ikke var syg! tænkte hun ængstelig og gik saa fremover Veien.
Hun søgte at trøste sig med den Tanke, at maaske laa der hjemme hos hende Brev fra ham, hvori han forklarede Grunden til sin Udeblivelse og satte hende et nyt Stevnemøde.
Trist tilmode gik hun nedover Bakken med sænket Blik.
Da han kom hjem, mødte Lorents hende i Døren, han saa oprømt ud.
„Har du mødt Mor?“ spurgte han.
„Nei, jeg har ikke det.“
„Hun har nok taget sig en Tur. Men hvor du ser bleg ud, Maggi.“
„Jeg føler mig ikke rigtig vel.“
