„Hm—m. Og hvem er det, som du er forelsket i, Gilbert?“
„I Maggi West.“
„Er du gal Gut?“ fo’r den Gamle op.
„Nu, rentudsagt har vi to tidligere engang været forlovet.“
„Forlovet, siger du? Dette bliver min Tro værre og værre.“
„Ja, ser du, vi mødtes tilfældigvis oppe i Skogen ved Stibækken og forelsket os i hinanden, forlovet os saa snart derefter. Men hemmelig maatte det jo være, hun var kun en fattig Pige. Saa lagde andre Folk sig imellem med Ondskab og Intriger.“
„Andre Folk? Hvem kunde det være?“ spurgte Godseieren ivrig.
„Jo, den Mand, hvem jeg har regnet for min Ven, nemlig Widding.“
„Ah, hvad siger du?“
„Ja, han er en af Kristiania værste Sjofelister.“
„Og hvad var det for Intriger?“
„Widding sammensvor sig med andre Skurke og søgte at ødelægge Maggis gode Navn og Rygte og bring hende i Fordærvelse. . . “
„Nei, nu gaar det rundt for mig!“ raabte den Gamle og greb sig over Panden.
„Kjære Onkel, lad mig slippe for at gaa nærmere
