skyndte sig ind i Skogen, hvorved hun naaede frem mod Storveien, ikke langt fra Lindevoldsporten.
Hun satte sig ned i en tæt Trægruppe og overveiet, hvad hun nu skulde gjøre.
Komme sig væk og skjule sig et eller andet Sted, det vilde hun gjøre, men det var ikke saa let.
Spørgsmaalet var nu, om man vilde sætte Politiet paa hende uden Ophold.
Med et kom hun til at tænke paa Giften, hun havde blandet i Widdings Absinth, og hun grebes af en forfærdelig Angst for Opdagelsen.
Det lovede hun for sig selv, at før hun skulde fængsles som Morderske, vilde hun tage Livet af sig.
Maaske var han allerede død.
Længe, længe blev hun siddende her og grundet paa, hvad hun vel skulde gjøre.
Nu lød der Skridt paa Veien.
Hun tittet frem.
Det var Tjeneren Robert, en Person, som altid havde vist sig meget høflig og opmærksom mod hende.
Uden at tage Kufferten med, traadte nu Lona raskt frem.
Det gav et Sæt i Robert ved det pludselige Syn af hende.
„De her, Frøken!“ raabte han.
Hun saa paa ham at han intet vidste om hvad var hændt paa Lindevold i Løbet af sidste Time.
