„Jo, det er noget eget ved dig – jeg ved ikke hvad – sæt dig her.“
Kjæmpende med sin Bevægelse satte hun sig ned ved Sengen.
„Finder ikke du ogsaa at det er noget eget ved Maggi?“ spurgte han Malm.
„Det er virkelig det, Haakon. Stundom ser hun saa lykkelig ud og kan pludselig nedsynke i Sørgmodighed. Det skulde vel ikke være et lidet Hjerteanliggende.“
„Er det saa, Maggi!“ sagde Godseieren og lagde Haanden paa hendes Skulder. „Betro dig til mig, mit Barn.“
„O Far!“ stønnet Maggi og slog Armene om hans Hals og brast i Graad.
Denne Ømhed, som aldrig var bleven vist ham af Lona Blessing virket saa vidunderlig paa den Gamle, at han nær faldt i Graat selv.
„Hvad er det som trykker dig?“ spurgte han og strøg Taarerne væk fra hende.
„Jeg har ondt for at sige det,“ higstet hun.
„Nu, jeg skal ikke trænge ind paa dig. Sig mig, det skulde ikke være nogen Ting du ønsker dig?“
„Ikke andet end at jeg kunde være dig en god Datter og faa beholde dig længe,“ sagde hun, og disse kjærlige Ord kom lige fra Maggis rene Hjerte.
