kogte over af Raseri og Fortvilelse, men han maatte lade Maggi vide at han hadde været Vidne til Stevnemødet, han maatte sige hende lige ud, hvem hun var for derved at faa en hastig Ende paa det Hele, ja han følte en sand Mordlyst mod denne skamløse Pige og hendes formentlige Elsker.
Over Gjærdet var han i en Fart og stormet frem mod Huset, uden at agte paa at han gik lige over Bedet og traadte de smukke Blomster under Fødder.
Han nærmet sig det aabne Vindu og skreg ind:
„Maggi, nu har jeg seet alt! Det er jeg Gilbert Rambøll. Mor dig med din Elsker, duk dig i Smudset, hvor du hører hjemme, men vov aldrig mere at nærme dig mig. Nu er vi to færdige!“
Lyset sluktes og Vinduet sloges igjen.
Hvordan Gilbert atter kom over Gjærdet, vidste han ikke selv, men da han stod i Gaden, dinglet Benene under ham, som han skulde være beruset.
Han drev nedover, ind i en Sidegade, uden at vide, hvor det bar hen.
Han sanset sig først, da han befandt sig øverst i Fjeldgaden, hvor de mørke Klipper høinet sig foran ham i Maaneskinnet.
Her satte han sig ned og græd som et Barn.
Alt syntes ham saa uendelig haabløst ødelagt nu han hadde mistet Maggi, mistet hende værre end om hun skulde være død,
