om stærke Ligheder mellem Personer, som ikke var det mindste i Slægt.
„Ja.“ sagde Widding, „man siger jo at hvert Menneske skal have sin Dobbeltgjænger.“
„Da har nok Maggi sin,“ sagde Malm, „thi her forleden da vi var i Byen og stak ind paa en Automat, kom en Herre hen til os og hilste Maggi som Frøken Blessing. Jeg oplyste ham om Feiltagelsen, men han paastod absolut at Maggi var Frøken Lona Blessing, som havde været i hans Forretning som Retouschererske. Maggi og jeg fik dog tilsidst overbevist ham.“
„Det maatte virkelig være en uhyggelig Lighed,“ erklærede Kathinka, som vel af Widding havde hørt omtale bemeldte Lona Blessing men mindst anede at det var denne Dame, som i dette Øieblik sad overfor hende.
„Uhyggelig.“ gjentog Doktoren. „Nei, det maatte være en misundelsesværdig Lighed.“ Og han sendte Lona et varmt Blik. Widding saa det og rynket Brynene.
Da gik Døren op, og ind dukket en slank elegant klædt ung Mand.
Synet af ham fik baade Lona og Widding til at blegne, medens der gik en nervøs Rykning over Kathinkas Ansigt.
Den Indtrædende var Gilbert Rambøll.
Alle reiste sig fra Bordet.
