medens Maggi blev staaende stiv som en Støtte, paany en Afmagt nær.
„Kom!“ lød en Stemme i hendes Øre.
Hun vendte sig og saa Gerda, der tog hende ved Haanden og trak hende med sig efter de andre ud gjennem Korridoren og ud i Gaardsrummet, der var tindrende oplyst af Flammeskjærene fra Vinduerne.
Al Orden syntes opløst. Ingen tænkte paa at holde Pigerne tilbage, men hele Flokken stimlet mod den store Port.
Snart sloges den op, og hele Sværmen myldret ud.
Maggi var fremdeles som bedøvet og samlet sig først, da hun stod ved Gerdas Side ude paa Gaden, hvor det kolde Regn slog hende i Ansigtet.
„Vi er fri, Maggi — fri!“ jublet Svenskepigen.
„Og Gud ske Lov og Tak!“ hvisket den anden.
„For din Skyld, Maggi, maatte jeg gribe til et frygteligt Middel. Jeg sneg mig med en Parafinkande ind i et ledigt Kabinet, tømte den ud paa Gulvet og tændte paa. Se hvor Lastens Rede brænder?“
Ildskjæret fra det brændende Hus bredte sig over hendes Ansigt og gav det et helt dæmonisk Udtryk, medens Brandautomobilerne bruste buldrende og kimende frem.
