Gilbert for sammen bleg som Døden.
Ved Gaslygtens Skin havde han gjenkjendt Charles Berg.
Dog endnu hængte han sig fortvilet i Haabet om at denne skulde et andetsteds hen, ligesom en Druknende griber efter et Halmstraa.
I Afstand fulgte Gibert efter Maleren opover Langgaden.
Men da han saa denne stanse udenfor bemeldte Have, var det med det samme som Gilberts Hjerte stanset sit Slag.
Han saa Berg sætte over Gjærdet.
Hastig skyndte den unge Mand sig efter. Han vilde se alt, alt, være ganske sikker paa dette forfærdelige, der kom til at herje hans Liv.
Der hørte han Berg banke paa Vinduet mod Hjørnet.
Indenfor tændtes Lys.
Skjælvende af Sindsbevægelse, med hamrende Tindinger stod Gilbert der og stirret med et vildt fortvilet Blik ind i Haven.
Vinduet sloges op. En Pigeskikkelse viste sig i det bare Linned.
„Her er jeg, Maggi,“ lød Bergs Stemme.
Han svang sig ind af Vinduet.
Men nu var ikke Gilbert sig selv længere mægtig.
Han havde den skrækkeligste Vished af Verden og
