Russeren hævet Glasset mod hendes, dennegang tømte hun det ud.
Men da han atter vilde fylde hendes Glas, gjorde hun en afværgende Bevægelse.
Saa reiste han sig og bød hende Armen.
Hun fulgte ham ind i det samme Kabinet, hvor hun sidst havde været.
Nu udstrakte Obersten sine Arme imod hende. Hun veg tilbage og sendte ham et Blik, hvor hendes smukke Øine bønfaldt ham, om at lade hende ifred.
Han udstødte en hæs, raa Latter, som lagde hende at hun ingen Naade kunde vente sig af ham.
Han styrtet løs paa hende, men hun flygtet hen i en Krog, trak Kniven og rettet den mod sit Bryst med et Udtryk i sit blege Ansigt, der lod ham forstaa hvad hendes Mening var.
Han brummet en Ed i sit eget Sprog og talte endel Ord, hvormed han syntes at tilskynde hende til at lade saadan Galskab fare.
Men før hun vidste Ordet af det, blev hendes høire Arm grebet bagfra og Kniven vristet fra hende.
„Din Djævelskat!“ fræste Fru Brauer, der var dukket ind af en Paneldør. „Nu føier du dig, eller du skal skrige under Pidsken.“
Hastig forsvandt hun med Kniven.
