„Nei, jeg klæder ikke af mig i Herrers Nærværelse,“ svaret Gerda, medens Maggi stod der stiv af Skræk.
Nu styrtet Fruen løs paa hende og rev Kjolelivet af hende, og derpaa Linnedet, saa hun stod blottet til Livet.
„Vogt Dem!“ hvinte Gerda.
I næste Moment greb Brauer hende i Skulderen lod Pidsken hvine løs paa hendes Ryg.
„Slaa hende ikke!“ graat Maggi og vilde lægge sig imellem, men Fruen greb hende brutal i Armen og slængte hende ned i den ene Seng.
Gerda bed Tænderne sammen, og ingen Smerteslyd kom fra hendes Læber, mens Slagene haglet ned over hendes hvide Legeme, saa der blev røde og blaa Striber, og Blodet flød.
„Se,“ skreg Fruen til Maggi, „se, hvad du har at vente dig, om du ikke blindt lystrer mig.“ Den unge Pige graat.
„Vil du nu frafalde slige Skøierstreger!“ skreg Brauer til sit Offer, idet han holdt inde med Slagene.
„Ja, ja!“ stønnet Gerda, Blodet flød hende nedover Ryggen.
„Og det skal være forbi det Maskepieri mellem Eder to,“ sagde Fruen, idet hendes Mand gik, „Du skal faa dele Værelse med nogen anden.“
