Som der pludselig var gaaet et Lys op for Fru Brauer, blev hun mørkerød i Ansigtet af Harme, og hendes smaa Griseøine skjød Lyn.
Samtalen derinde var stilnet af, men Fruen havde hørt nok. Hun listet sig nedover Trappen og gik ind til sin Mand.
Mellem dem førtes en kort, heftig Raadslagning.
„Hør nu, Maggi,“ sagde Gerda efterat Fruen havde forladt sin Lurerpost. „Jeg skal se at holde mig i Nærheden af dig dernede og ile dig tilhjælp, om jeg skjønner at din Ære staar paa Spil.“
Maggi hang trøstesløs med Hovedet. Gerda tog frem en liden Bog og gav sig til at læse i den.
Da fo’r hun pludselig op og slog sig for Panden.
„Det var en Idé!“ raabte hun.
„Hvad mener du?“ spurgte Maggi.
„Det glimtet frem for mig en Udvei til Frelse – en frygtelig Idé!“
„Hvad er det saa?“
Gerda vilde svare, men holdt inde, da der lød tunge Skridt opover Trappen.
Døren blev revet op.
Ind traadte Braner med en Ridepidsk i Haanden. Efter fulgte hans Kone. Begge saa ophidsede ud
„Nu du med din røde Medicin, som sætter den unge Gaas op mod os!“ brølte Fruen. „Det skal du faa din kontante Belønning for. Klæd af dig!“
