Samme Dag var Maggi og Gerda Glevne førte fra Kjælderen op til sit gamle Værelse.
Fru Brauer havde meddelt dem, at de om Aftenen skulde gjøre Tjeneste.
Da det lød mod den Tid paa Eftermiddagen at Gjæster kunde ventes, listet Fru Brauer sig opad Troppen til de to Veninders Værelse og tittet ind gjennem en Sprække i Døren for at belure dem. Hun havde fattet en vis Mistanke til dem.
De to Piger sad Side om Side paa Sengkanten.
Der laa et Udtryk af dybt Sorgmod over Maggis smukke Ansigt.
„Hvordan skal dette blive?“ sukket hun i en fortvilet Tone paa Tysk, hvilket Sprog Veninderne ofte talte sammen, da Gerda havde saa ondt for at forstaa Norsk.
„Stol paa, hvad jeg har sagt,“ lød det fra Svenskepigen. „Du skal ikke lide nogen Overlast.“
„Om jeg kunde forsøge at spille vanvittig!“ vedblev Maggi.
„Det vilde falde dig meget vanskeligt. Ak hvor jeg var ræd for dig, dengang du havde drukket den røde Medicin, som var bestemt for din spanske Kavaler og du blev saa frygtelig syg. Den Medicin fik jeg af en tysk Apotheker, som kom hid. Han forklarie mig, hvordan jeg kunde gjøre en Uven syg ved at blande Medicinen i en Drik til ham.“
