Han naaede frem, just som den unge Mand steg op i en Vogn.
Irlænderen steg op i en anden Vogn og gav hvidskende Kudsken Ordre til at kjøre lige efter den, som nu rullet afsted og ikke tabe den afsyne.
Himmelen var overskyet, Vinden blæste i stærke Stød og snart begyndte det at smaaregne.
Mandslingen saa at Kaleschen blev slaaet op paa den Vogn, han forfulgte, men brød sig ikke om at gjøre det samme.
Nu bar det frem gjennem Gader og Stræder, mens det blæste og regnet stedse stærkere, og Mørket tog til at brede sig over Byen.
„Storartet Veir til min Bedrift,“ mumlet Irlænderen. „Han skal ikke undgaa mig.“
Efter ca. 25 Minutters Kjørsel holdt endelig den første Vogn udenfor et stærkt oplyst Hus, og Irlænderen saa den unge Mand stige ud, give Kudsken en Ordre og ringte paa Porten.
Mandslingen saa sit Offer forsvinde ind af Porten, medens Vognen ventet udenfor.
Nu lod Irlænderen holde, steg af og betalte Kudsken. Da denne var kjørt bort, stillet han sig ind mod Hushjørnet og holdt Øie med Porten.
