ud for hende. De mødtes af og til i Hotellets Salon, og talte sammen. Hun søgte at trøste ham og indgive ham Haab; hun sørget ikke længere over Kørner nu hendes Kjærlighed var gaaet over til et rasende Had mod denne Mand, og hendes Hjerte var opfyldt af brændende Hævntørst.
Denne Aften havde Detektiven sendt Gilbert Bud om at han var hindret fra at ledsage ham, men havde opgivet ham nogle Adresser paa nogle offentlige Huse.
Gilbert havde iført sig sit Overtøi og gik ud gjennem Hotelrestauranten.
Der bemærkedes han af en sortskjægget Herre og en skjægløs rødhaaret Mandsling som sad ved et Bord.
„Der er han.“ hvisket den første, som var Kørner.
„Han gaar alene ud iaften — følg efter.“
„Han skal ikke undgaa mig!“ svaret Mandslingen med et hæsligt Smil og gik ud.
Det var en Irlænder, hvem Kørner havde loved til at rydde Gilbert afveien, en Snigmorder af Profession.
Idet denne gik nedover Trappen gled han og faldt.
Da han kom ud, var Gilbert ikke at se.
Ærgerlig saa Mandlingen sig om til alle Kanter.
Pludselig lyste haas Ansigt op.
Derhenne paa Hjørnet, hvor Hyrevognen holdt, saa han sit udsøgte Offer stanse og tænde en Cigar.
Irlænderen skjød Fart didhen.
