Saa førte Værtinden dem nedover Trappen, kaldte paa en Pige til at bringe en Lygte, og nu bar det ned i Kjælderen, gjennem en lang, mørk Gang, der syntes ingen Ende at vilde tage.
Tilsidst stanset Fru Brauer ind mod Murvæggen, hvor der ikke syntes at være nogen Dør.
Hun trykket paa noget, og en vældig Kvadersten dreiet sig rundt, saa der fremkom en Aabning.
„Her skal vi ind,“ sagde hun.
De kom ind i en ny Gang og fulgte den til en Jerndør, som Fruen laaste op. Her var et fugtigt Kjælderhul uden noget Vindu, en Lampe brændte under Taget og Halvdelen af Gulvet optoges af et usselt Leie.
„Her faar I tage tiltakke!“ sagde Fruen, forlod dem og slog Jerndøren i Laas.
Da hendes Skridt forstummet i Gangen, vendte Maggi sig mod sin Veninde.
„Tænk, Lægen troede, at jeg havde Tyfus.“
„Nei, nu er du altfor troskyldig, Maggi,“ lo Gerda. „Skjønner du ikke at dette er et Fif.“
„Hvad skulde det være godt for?“
„Politiet maa have sat sig i Bevægelse, for at finde dig. Og nu skal der holdes Razzia her. Derfor skjuler Brauers os paa et Sted, hvor ingen kan finde os.“
