Maggi knælte ned paa Gulvet og bad med lav Stemme, men saa varmt og indtrængende, at Gerda fik Taarer i Øinene ved at høre det.
Og Bønnen styrket Maggi og gjorde hende roligere tilsinds. Nu ordnet hun sig.
Formiddagen gled stille hen. Da de havde spist Middag sammen, viste Fru Braner sig, hun bar endel Tøi paa Armen og saa meget blid ud.
„Hør nu min lille Due,“ henvendte hun sig til Maggi. „Brauer har forespurgt sig hos en Læge om din Sygdom og forklaret ham, hvordan den artet sig. Lægen erklærtte, at det maatte være Tyfus.“
„O du store Alverden!“ skreg Gerda i forestilt Bestyrtelse. „Tyfus, denne farlige, smitsomme Sygdom!“
„Ja, den er meget farlig, meget smitsom. Hele mit Etablissement kan blive smittet – jeg grøsser bare ved Tanken paa det.“
„Da bliver vel jeg ogsaa syg,“ fortsatte Gerda.
„I maa isoleres begge to, baade Eders Tøi og Værelse maa desinficeres. Se her,“ tillagde Fruen, idet hun lagde frem det medbragte Tøi, „nu maa 3 skifte om fra Top til Taa og komme ned i et andet Værelse og tilbringe nogle Dage der. Se saa, rap Eder.“
Hun blev hos dem, saa de to Piger ikke fik Anledning til at meddele sig til hinanden, mens de klædte sig af og paa igjen.
