der gribes til et ganske forfærdeligt Middel til at frelse dig. Og det siger jeg dig, før du falder for en af disse Vellystlinger iaften, maa Vedkommende dø for min Haand.“
„O Gerda, det vilde jo være at begaa et Mord!“ stønnet Maggi.
„Et Mord i Nødværge!“ lo den anden koldt.
„Selv om du tror at kunne forsvare det, hvad gavner det os saa.“
„Nei!“ svaret Gerda, idet hun gik over Gulvet, „her maa noget større til for at bringe os i Frihed. Men jeg maa ialfald have Frist denne Nat over. Hold nu Modet oppe, min Kjære,“ tilføiet hun og lagde Armen om Maggis Liv.
„Det er sandt, Gud kan endnu hjælpe os – jeg glemmer ham næsten i al denne fortvilede Elendighed, som næsten er mere end jeg kan bære. Stundom frygter jeg for at gaa fra Forstanden.“
Og hun brast i Graat.
„Ja graat kun du, min Kjære,“ sagde Gerda uendelig bevæget og tog hende ind til sig, „graat kun og bed til Vorherre, kanske han hører dit Raab og frir dig ud af Nøden.“
„O Gerda, bed med mig.“
„Nei, mit Hjerte er altfor haardt og bittert til at jeg kan bede. Men bed du, som er god og uskyldig. – bed for os begge.“
