Fru Brauer maalte Svenskepigen med et overrasket, mistænksomt Blik. Først nu faldt det hende ind at Gerda maaske hemmelig sympathiserte med Maggi, ja, hun spurgte endog sig selv om maaske ikke hele Maggis Sygdom var simuleret.
„Intet Sludder, Mamselle!“ sagde hun barskt til Gerda. „Nu staar hun op, ellers skal snart min Mands Hundepidsk lære hende noget andet.“
Maggi fo'r op af Sengen.
Fruen gik lige ned til Brauer for at meddele ham om sin Mistanke.
Efter hendes Bortgang vendte Maggi sig imod sin Veninde og hvisket fortvilet:
„Nu er alt ude.“
„Ikke endnu, svaret Gerda, hun sad med Blikket rettet stivt, grundende fremfor sig.
„Men det ser jo ogsaa ud som denne forfærdelige Kone har fattet Mistanke til mig – kanske til dig ogsaa.“
„Det synes at være Tilfældet – og da . . da maa der ske noget forfærdeligt for at redde dig fra det værste,“ tillagde hun, idet hendes Øine lyste uhyggeligt. „Jeg har ikke mere af den røde Medicin, og den vilde forresten ikke hjælpe det ringeste.“
„Hvad er det, du mener med noget forfærdeligt?“
„Jeg mener, at naar en ung uskyldig Pige som der bringes i saadan Nød af onde Mennesker, maa
