den lille Flaske for Munden og drak af den, uden at Spanieren bemærket det.
Men i den ophidsede Sindstilstand hun befandt sig, sanset hun ikke paa at hun drak den røde Medicin helt ud.
Med udbredte Arme gik Spanieren imod hende.
Maggi veg tilbage for ham, han efter.
Men just som han vilde gribe om hende sank hun med et høit Skrig i Gulvet.
Der laa hun høit stønnende, sprællende i Krampe, Fraaden stod hende af Munden og hendes Øine blev Glasagtige.
Med en Ed var Spanieren rukket tilbage og stod nu og betragtet hende paa engang rasende og uhyggelig tilmode.
Han kunde umulig tage dette for Komediespil, men troede at den unge Pige, som var udseet til hans Offer, var bleven rammet af et eller andet Sygdomstilfælde.
Stedse stærkere blev Krampen, hun fægtet med Hænderne og talte vildt i sit eget Sprog.
Han gik ind i Salen og trak heftigt i Klokkestrengen.
Snart efter viste Onkel Brauer sig.
Spanieren trak ham med sig ind i Kabinettet og pegte paa Maggi.
Brauer blev høist forstrækket og samtidig ærgerlig.
