Han bød hende sin Arm, men hun nølet med at modtage den.
Nu slog han raskt Armen om Livet paa hende og trak hende med sig ind i et lidet Kabinet, hvor en Lampe med rosafarvet Kuppel bredte sit magiske Skin over en bred, meget lav Seng med et broget Silketæppe over.
Ved Sengen stod et Bord, men hun saa ingen Vin der.
Maggi var fortvilet indtil Døden. Hun forstod godt, at af dette Menneske, hvem hun ikke engang kunde gjøre sig forstaaelig for, havde hun ingen Naade at vente sig. Og den røde Medicin kunde hun jo nu ikke benytte sig af.
Spanieren sagde nogle Ord i sit eget Sprog, stak Haanden i Lommen, trak endel Guldpenge op og lagde dem paa Bordet, betydet saa med en Haandbevægelse den unge Pige, at de var til hende.
I sin vilde Fortvilelse undfanget Maggi en Plan – en Plan, der maatte synes en anden sindsyg.
Hun greb om Guldstykkerne for at tage dem til sig og lod en af dem falde i Gulvet og bøiet sig ned for at tage den op.
Spanieren lo tilfreds som for at sige at Guldet aldrig forfeilet sin Virkning paa Kvinderne.
Som Maggi atter hævet sig op med Guldskillingen i Haand fik hun med en mageløs Behændighed sat
