„Der kommer næsten ufordærvede unge Mand did ogsaa. Det kunde vel tænkes, at De fik Følge med en Herre, som fattet Medlidenhed med Dem, naar De fortalte ham Deres Historie, og paatog sig at underrette Deres Onkel, saa denne tog Politiet tilhjælp.
„O ja,“ sagde Maggi, hos hvem Haabet vaagnet. „Alle Mennesker er ikke saa slette.“
„Men skjønner De, at der ikke er nogen Redning for Dem, saa slaa Halvdelen af denne Flaske i hans Glas.“
„Men det er da vel ikke Gift?“ raabte Maggi.
„Nei, jeg sværger Dem til at det ikke er det. Men dette Stof fremkalder Krampe og en dødlignende Dvale.“
„Det kan være farligt,“ hvisket Maggi.
„Nei, ikke, naar du kun gjør som jeg siger. Da vil De blive kvit en saadan Kavaler. Og saa vil Tante Villa give Dem Fred til imorgen. Men nu maa De skrive et Brev til Deres Onkel og bede ham befri Dem – skriv det i Deres eget Sprog og maaske finder jeg iaften en Kavaler, der er villig til at bære det frem. Her er Papir og Skrivesager, tillagde hun, idet hun aabnet Ovnen og tog Blækhus, Pen og Papir frem af den. „Jeg har passet mit Snit til at stjæle det og har gjemt det her.“
