„Jeg kommer aldrig til at gifte mig,“ udbrød han pludselig i en melankolsk Tone.
„Hvorfor ikke det Lorents?“ spurgte hun næsten venligt.
„Fordi du ikke vil ha mig. Nei nei, se ikke saa urolig ud. Jeg tænker ikke paa at fri til dig mere end jeg har gjort. Nu har jeg slaat den Tand ud og det af gode Grunde. For det første fordi en vis Mand idag har holdt et længere Foredrag for mig om at Giftermaal mellem Fætter og Kusine aldrig løber heldig af, de blir ikke lykkelige.“
„Det tror jeg hellerikke at de gjør, Lorents,“ svarede Maggi, hun undret sig om Lorents mod Sædvane havde drukket noget iaften, eftersom han var saa gemytlig og veltalende.
„Og saa ved jeg,“ fortsatte han, „at du holder af en anden — jeg hørte det ude fra Haven. Hvem det er, ved jeg ikke. Jeg blev harm først jeg hørte det, men nu har jeg forsonet mig med det. Jeg ønsker bare at du maa faa en Mand som er rigtig snild mod dig og holder dig høit som du fortjener det.“
Disse falske, hyklerske Ord stemte den unge Pige helt bevæget, hun trodde de kom lige fra Hjertet.
„Men nu skal jeg fortælle dig en Nyhed. Det er omtrent afgjort at jeg faar Stipendium for at reise til Tyskland og gjøre Studier ved de Krupske Kanonstøberier.“
