Nu rev Agnete Døren op og styrtet ud og opover Trappen. Midt i hendes Vanvid gjorde en Trang til at komme i Frihed sig gjældende hos hende.
Hun kom op i et ottekantet Taarnværelse, hvor Solskinnet faldt straalende ind. Hun hængte sig ud af det aabne Vindu og saa nedenfor Kanalens blinkende Vand, som beskyllet den ene Side af Husets Grundmur.
Uden at betænke sig gik hun ud af Vinduet og satte sig paa det glatte, skraa Tegltag, lod sig glide nedover og lo som et Barn, uden at ane den truende Fare.
Nu hørte hun et bestyrtet Udraab af en Kvindestemme fra Vinduet, men agtet ikke herpaa.
Da hun var lige ved Tagrenden, fæstet en Nagle sig i hendes Kjoleskjørt, hun faldt udover og blev hængende i Luften.
Men den ved Faldet frembragte Rystelse havde en sælsom Virkning paa Agnetes Hjerne.
Hængende her mellem Himmel og Vand, vaagnet atter hendes Forstand, og med Gru saa hun den Fare, hun svævet i.
„Hjælpl Hjælp!“ hvinte hun.
Da brast Skjørtet, hun styrtet i Dybet, lige ned i Kanalen, hvis Vand lukket sig over hendes Hoved, og som hun kom op igjen, bortførtes hun af den rivende Strøm og mistet helt Bevidstheden.
