Se der kom Konsulen ilsomt ud og hilste idet han passerte forbi ham, gik saa nedover Gaden.
Nu kom den blege Dame hen til Gilbert, hilste og sagde paa gebrokkent Tysk.
„De kan ikke sige mig, hvor det norske Konsulat er?“
„Derover,“ svarte Gilbert. „Men er det Konsulen selv De søger, saa gik han just ud.“
„Det var slemt, jeg skulde helst talt med ham selv,“ vedblev Damen.
„Jeg tror De er norsk!“ sagde han i dette Sprog.
„Jeg er fra Kristiania, hvad maaske ogsaa De, min Herre, er.“
„Ja, jeg er saa. Tør jeg spørge om det er noget jeg kan staa Dem til Tjeneste med?“
„Tak, jeg tror ikke det,“ sagde hun nølende, „skjønt . . .“
„Mit Navn er Ingeniør Gilbert.“
„Og jeg er Frøken Hagemann.“
„Hagemann!“ udbrød han. „De skulde dog vel ikke være den Frøken Hagemann, som reiste til Amsterdam i Følge med en Frøken West og Agent Kørner!“
Hun vak forfærdet i.
„Jo — jo — det er mig,“ stødte hun Ordene frem.
Gilbert kom i heftig Bevægelse.
