De fører Dem comme il faut. Vi pleier at have Bal omtrent hver Aften nu — jeg haaber, at De er flink til at danse.“
„Ikke noget særdeles,“ svarede Maggi.
„Nu, det klarer sig nok. Jeg ser at De er mere fornuftig nu end tidligere idag.“
„Jeg har taget mig af hende og præket for hende,“ faldt nu Gerda ind.
„Det er godt.“ Og hun fjernet sig, synlig tilfreds med at den unge Pige syntes at have fundet sig i sin Skjæbne.
Neppe var hun ude af Døren, førend Maggi sank ned i Sofaen og knuget Hænderne sammen.
„Hvordan skal det gaa — hvad skal jeg gribe til?“ hvinte hun fortvilet.
„Jeg har jo sagt, jeg skal frelse Dem, og det Ord vil jeg holde, hvad det end maa koste. De maa deltage i Dansen iaften, og naar Dansen er endt, vil Kavaleren trække sig tilbage til et af Smaakabinetterne med Dem. Da er den største Fare forhaanden og Tiden til at handle.“
„Hvordan handle?“ spurgte Maggi.
„De skal faa et Pulver af mig, hvilket De blander i hans Glas. Naar han har drukket det, lader han Dem nok pent være ifred.“
„Men det er dog vel ikke Gift?“ spurgte Maggi forfærdet.
