„Se det kan jeg like, sagde Tante Villa, som just traadte ind, „man skal tage Livet lystigt. Og du, min lille norske Due, henvendte hun sig til Maggi, „det nytter dig sandelig ikke at hænge med Næbbet. Det er klogest af dig at gjøre det bedste ud af din Stilling her.“
„Min Stilling,“ sagde Maggi, „jeg ved endnu intet om min Stilling.“
„Saa er det bedst, du faar høre det med engang. Du faar Logis gratis, Klæder faar du tillaans, vi forlanger intet haardt Arbeide af dig, du kan føre et sandt Selskabsliv og har kun at vise dig hyggelig og elskværdig mod de Herrer som kommer hid og føie dig i alle deres Ønsker. Du maa ikke tro, at det er Smaafolk, som kommer hid. Nei, blandt vore Kunder er Miljonærer, Udlændinger af høi Rang, Adelsmænd, Fyrster, ja, endog Kong Leopold af Belgien har vist vort Hus den Ære at besøge os. Det gjælder at give Agt, min Pige, her knalder Champagnen og Guldet ruller. En Herre som finder Behag i en Pige, pleier at betænke hende med en ganske net Drikkeskilling. Se det er Deres private Indtægter, af dem maa De betale Mad og Drikke, som skrives paa Deres Debet, og af det øvrige kan De lægge Dem op, saa De, om De ønsker det, kan frikjøbe Dem fra mig – erlægge den Sum, jeg har betalt for Dem og hvad De ellers maatte skylde mig.“
